Holdning og handling

Holdning og handling


Ingen kan gøre alt. Alle kan gøre noget. Sammen kan vi gøre en hel del. Egentlig havde jeg ikke tænkt, at mit personlige klimaprojekt med at gøre husstanden grønnere ville have noget med Lillebælt at gøre. Vi øver os stadig i at sortere mere, smide mindre ud, gøre haven vildere, vaske koldere, flyve mindre (har været let dette forår)…

Det er ikke altid let – men hvis man ikke arbejder på forbedringer, så sker de jo ikke. Der er mange vaner, der skal ændres. Det er mange små skridt, der kan være med til at gøre en forskel – og som man siger, så stemmer vi som privatperson med fødderne.

Jo, mere man ved og jo mere bevidst man bliver om hvor meget man egentlig forbruger – hvad man kan gøre for at lade være – jo, større bliver ansvaret også for tage action og gøre noget ved det! Så der kan jo være to strategier. 1. Lukke øjenene og lade være med at gøre noget eller 2. Åbne øjnene og rent faktisk gøre noget. Jeg arbejder på den sidste.

Men. Jeg har også en anden stemme. Og som folkevalgt til byrådet, så bliver det meget konkret – det med at stemme – når man fysisk skal afgive sin stemme i byrådssalen. Så er det ikke bare fødderne, der stemmer ved køledisken – men en stemme, der kan gøre en større forskel. (Måske)

I byrådet har vi rigtig mange sager, rigtig mange udvalg og man kan ikke vide alt om alt – eller det kan jeg i hvert fald ikke. Og der sker rigtig meget godt på den grønne dagsorden. Men der er også mange dilemmaer, da meget ofte er et spørgsmål om prioritering. Vil vi det ene eller vil vi det andet. Men der er også projekter, der er både og – hvor vi vinder på alle bundlinjer.

Fx Vild med vilje. Her lader vi være med at slå græsset. Det bliver billigere, da vi ikke bruger mandskab og maskiner til at holde det vilde nede. Vi får mere mangfoldighed og biodiversitet – så naturen vinder. Og det sidste er så altid en smagssag – men jeg synes også det bliver smukkere.

Vi har gennem mange år arbejdet på et spændende projekt omkring udvikling af byen og havnen – og her er den kommende bæredygtige bydel Marina City en del af udviklingen. Jeg har hele vejen fulgt projektets tilblivelse, når vi løbende er blevet løbende orienteret på korte temamøder i Byrådssalen.

Vi har klappet. Marina City bliver en grøn bæredygtig ny bydel i et område, der kan blive et aktivt for Kolding. Vi vil nemlig gerne mere udvikling omkring fjorden – og afvikling af havnen, så mange flere får mulighed for at få glæde af vores fantastiske fjordnære beliggenhed.

Men. Den cirkulære økonomi og den grønne bydel er ikke helt grøn hele vejen. Noget jeg helt ærligt ikke havde opdaget, når vi har fået det præsenteret. Vi skal forflytte 360.000 kubikmeter havbund fra Marina City området og seje det ud og dumpe det i Lillebælt på en såkaldt klapningplads ud for Trelde Næs. Det er meget.

Og så er det her dilemmaerne opstår.

For på den ene side har vi fået gennemgået, at slammet holder sig under grænseværdierne og det ikke vil have nævneværdig påvirkning af havmiljøet (i hvert fald uden for klapningspladsen). Det er miljøstyrelsen, der er myndighed. Det er både dem der vurdere, hvor der må klappes og hvormeget, der må klappes. Så jeg kunne sådan set bare være ligeglad – “eksperterne” styr på det.

Men på den anden side, så har jeg den helt grundlæggende holdning til, at vi har behov for en helt anden tilgang til vores klima og miljø end vi har haft tidligere – og de gælder også vores havmiljø. Der er jo en grund til at fx vores biodiversitet er under pres. Der er jo en grund til at Lillebælt har det som det har det. (og det er ikke for godt)

Vi har netop igangsat et kæmpe projekt: “Bælt i balance” – et stort projekt, der skal skabe konkrete forbedringer i havmiljøet fra nye stenrev, biohuts (fiskebørnehaver), opfiskning af krabber, frivillige fredninger og mindre støj i havet. Tiltag som skal give bedre levevilkår for torsk, havørred og marsvin og færre krabber.

Derfor virker det ret dobbeltmoralsk, at klappe af Marina City – den nye grønne bydel – uden at undre sig over at det bæredygtige ikke gælder hele vejen til “spildprodukterne” som 360.000 kubikmeter slam.

Det er der også flere der har gjort. Og forvaltningen har undersøgt rigtig mange andre muligheder. Men når man skal svare på et spørgsmål, så kræver det at vi stiller det rigtige. Ikke bare det der er indenfor “projektrammen”. Så hvad med:

Er der alternative løsninger til at dumpe 360.000 kubikmeter i Lillebælt?

Svaret er: Ja, det er der. Men det kommer til at tage længere tid, da det er rensningsanlæg, der over måske 1-2 år skal rense tørstof ud af slammet. Men da det ikke er forurenet (men meget salt), så kan det bruges til opfyldning andre steder. Det vil naturligvis være både dyrere og tage mere tid. Det kan også have andre konsekvenser fx hvor skal det renses – kan vi lave en midlertidig mobil løsning eller skal det køres væk – begge dele har også konsekvenser.

Så de er en løsning. Hvis vi bare kunne gøre det lidt langsommere og også har flere kroner. Så kunne det faktisk fixes.

Så hvordan kan det være, at vores lommeregner stopper med at værdisætte, når det gælder naturen. At vores “cirkulære og bæredygtige” projekt ikke tænker hele værdikæden med? At det ikke koster noget og har konsekvenser eller en pris at dumpe noget i Lillebælt? Det er så behageligt, at når man har smidt noget under vandet, så er det herligt pist-væk-borte-borte.

Det er præcis, som når Vejdirektoratet beregner hvad det koster at anlægge en ny motorvej, der pløjer gennem uerstattelige naturområder. Naturen værdisættes til nul – mens 10 minutter kortere tilsyneladende har en voldsom samfundsmæssig værdi.

Der er noget galt med vores lommeregner.

Der er dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi vil det grønne – men når det så kommer til valget og det er dyrere eller tager længere tid – så gælder det ikke lige i denne sag.

Derfor er min private lille grønne klimakamp også blevet blå. Der er så mange små valg, man kan gøre i hverdagen for at træffe grønnere valg. Og der er sager i byrådet, hvor vi bliver nødt til at spørge os selv – er det egentlig godt nok – er det egentlig grønt nok? Hvis vi som politikere ikke stiller de spørgsmål og finder en ny lommeregner frem, så bliver der heller ikke udviklet nye teknologier fx til at rense slam hurtigere og bedre. Og der må jo være et marked, da vi hvert år klapper 4 millioner kubikmeter slam i Danmark. Og hvad med ude i verden? Måske er der potentiale til innovation og et nyt forretningspotentiale? Men det kræver jo at nogen efterspørger det og at vi værdiansætter “tabet af natur ved klapning”. Så har vi en businesscase der dur. Eller bare beslutte at det er slut med klapning – ganske enkelt for naturens skyld.

Det kan godt være, at vi har klappet i 100 år. Men der er måske også en grund til at Lillebælt ikke har det så godt. Da jeg var lille kørte vi også affald ud på skrammelpladsen og kastede det ud i grusgraven – for det gjorde man. Det gør vi ikke længere.

Tingene hænger sammen – vores valg i dag – har konsekvenser for fremtiden. Og så er det man har valget mellem at lukke øjnene og gøre det man plejer eller åbne øjnene og træffe et andet valg.

Så måske er det tid til at gøre noget anderledes. #grønbetydernu