Ud med kulturen

Ud med kulturen

Kulturen fylder svimlende lidt i den kommunale valgkamp. Det er bare et lille hyggeligt nicheområde for kommunen, der har andre og vigtigere ting at tage sig af.

Fra antal pædagoger per kubikmeter børn og frekvensen af bleskift hos de ældre, til ufinansierede skolereformer og banderne i den lokale ghetto.

Kulturen står oftest forrest i køen, når der skal skæres i budgetterne og strammes op i likviderne.

Enhver med sund fornuft og bare lidt økonomisk sans, kan ikke stå inde for pjank og pjat for skatteydernes hårdt indkrævede penge.

Kulturen er bare flødeskummet, der sætter lidt fest, fut og farver på det hele – og dét har vi kun råd til, hvis der er overskud på kontoen, og vi har fået de basale behov dækket.

Og det er ganske forståeligt. Kulturen har nemlig ofte et stort forklaringsproblem i, hvad pokker den har gang i.

Kulturen sættes ofte i bås med snobbet, mærkværdig finkunst, som ingen alligevel helt forstår.

Kulturen kommunikerer ofte ekskluderende, nedladende og småarrogant, så alle, der ikke er cand-jeg-forstår-mig-helt-vildt-meget-på-kunst, får alle andre til at føle sig som en anden Rindal – nemlig Rindum!

Kulturen sætter ofte sig selv i scene på særlige nichekanaler og mænger sig ikke uden for de særlige kulturtillæg.

Kom ud af siloen
Men kulturen er meget mere end det. Det er blodet i samfundskroppen, der får det hele til at pulsere.

Det er den, der pumper energi og næringsstoffer ud til alle delene af samfundet og er netop dét, der får det hele til at hænge sammen.

Og nøjagtig som ved blodmangel, så bliver samfundet træt, ugideligt, får åndenød og hovedpine – hvis der er kulturmangel!

Ja, det er symptomerne – og måske er det lige præcis dét, vi fejler … og dér vi fejler!

Kulturens største opgave er derfor at komme ud af siloen, selvforståelsen og selvoptagetheden.

Komme ud af kunstinstitutionerne, ud af kulturspalterne, ud af nicheprogrammerne og blande sig i hverdagen, virkeligheden og blive endnu mere pågående, nærværende og uundgåelig.

Kulturen har en opgave i at positionere sig i hele sin mangfoldige, fantastiske og finurlige bredde og banke ind i de firkantede teknokrathjerner, at den ikke bare er nødvendig.

Den er selve livskraften i samfundet.

Kulturen har en udfordring i at synliggøre det vacuum, som samfundet både nationalt og lokalt oplever, når kulturen udsultes.

Man kunne bare en enkelt uge prøve at skære al kultur væk. Skrue ned for musikken, tildække skulpturerne i byen og anden synlig kunst, nedlægge medierne, forbyde læsning, lukke ned for foreningslivet og sætte en stopper for alle de kreative udskejelser.

Så vil mange opdage, hvordan livsenergien langsomt, men sikkert, drænes og efterlader os blodfattige, blege og leverpostejsligegyldige.

Så vil alle hurtigt kunne se, mærke og føle, at der mangler noget. Der mangler alt det, vi omgiver os med, og alt det, vi mødes om.

Kom ind i (valg)kampen
Kulturen bør derfor komme ind i kampen – også valgkampen.

Den bør vise, at den er for vigtig til at blive ignoreret, at den er for væsentlig til at blive beskåret, og at det i virkeligheden er dén, der tager det store slæb i samfundet.

Og kulturen bør vise, at hovedpine og åndenød rundt i social-, senior-, skole-, børne-, erhvervs- og alt-mulige-andet-udvalget måske netop har brug for kulturen som løftestang.

Så sæt x ved kulturen til det kommende kommunalvalg. God valgkamp til Kulturen!